Læringskursus
Læringskursus udbydes af Region Nordjylland.
Formål
Kurset er centreret om overgangen fra universitetet til den kliniske hverdag. Vi arbejder med betydningen af skiftet fra at lære i en teoretisk kontekst på universitetet til en arbejdsrelateret læring i klinikken. Formålet med læringskurset er at sikre, at alle basislæger bliver styrket i vedvarende at opsøge og kvalificere læringsmuligheder i den kliniske hverdag. Dette indebærer, at basislægen bliver mere bevidst om egen kompetencer, potentialer og ønsker i forhold til det fremtidige valg af speciale samt at kunne forholde sig målrettet og kritisk til egen uddannelse.
Efter endt kursus er målet, at du kan:
- Identificere egne læringsbehov og muligheder i den kliniske hverdag
- Tage ansvar for egen læring
- Reflektere over ønsker, muligheder og begrænsninger i forhold til læring og din rolle som professionel
Kurset skal således:
- Styrke din viden om rammerne for den postgraduate uddannelse
- Styrke din viden om, hvordan du lærer bedst
- Bibringe dig et overblik over uddannelsesdokumenter
- Give dig et overblik over, hvad der bliver forventet af dig som KBU-læge
- Sætte fokus på kommunikation og samarbejde med kolleger og andre samarbejdspartnere (læringsmål 13 i målbeskrivelsen)
- Styrke din refleksion over egen og andres praksis – herunder opgavevaretagelse, grænser, planlægning af læring og formidling af undren (læringsmål 15 i målbeskrivelsen)
Retsgrundlag
Kurset udbydes i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledninger og bekendtgørelser.
Bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger
Vejledning om generelle kurser i den kliniske basisuddannelse
Målbeskrivelsen for den Kliniske Basisuddannelse findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.