Im Nefrologi - Uddannelsesudvalg 06. december 2022 (Referat)
Om uddannelsesudvalget
Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.
Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.
Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.
I udvalget finder du altid:
- PKL (formand)
- Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger
- Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen
- Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.
Dagsordener og referater
- Udvalg: IM Nefrologi - uddannelsesudvalg
- Mødedato: 06. december, 2022 kl. 11:15
- Mødested: Regionshuset i Viborg
Pkt. tekst
1. Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Dagsordenen blev godkendt.
Deltagere:
Dorte Jensen (PKL)
Ina Karstoft, UKYL
Krista Dybtved Kjærgaard
Tom Buur
Else Randers
Jesper Nørgaard Bech
Petra Rössel
Sanne Steenfeldt Tipsmark, VUS, referent
2. Nyt fra PKL
Beslutning
Dorte orienterede:
Ny PKL i nefrologi
Dorte startede som ny PKL 1. maj 2022. Hun har tidligere været uddannelsesansvarlig i 3,5 år på en intern medicinsk afdeling.
Dorte sidder med i uddannelsesudvalget i Dansk Nefrologisk Selskab og til PKL-UKO-VUS møder (fællesmøder for postgraduate kliniske lektorer, uddannelseskoordinerende overlæger og Videreuddannelsessekretariatet).
Revisionen af lægelig videreuddannelse
Dorte orienterede om den igangværende revision, som betyder, at der lige pt. er et stort fokus på både indhold og varighed af uddannelsen i de enkelte specialer og i et sammenhængende perspektiv, samt fokus på formmæssigt at ensrette målbeskrivelser på tværs af alle specialer.
DNS har taget kompetencevurderingsmetoderne op til overvejelse - har vi de rigtige? Bruger vi kompetencekortene, eller er det mere relevant med mini-cex?
Ny hovedkursusleder
Der er ansat en ny hovedkursusleder, Marcela Resuli fra Hillerød, der erstatter Lene Boesby.
Kurserne for 2023 er planlagt.
PKL-landsmøde
PKL-landsmødet blev afviklet under overskriften "lektoren i fokus". Der var blandt andet oplæg ved en tidligere frømand, der fortalte, hvor man med frømandstræningen kan trække paralleller til træningen af yngre læger. Dorte redegjorde for de væsentligste pointer fra oplægget.
Pointerne gav anledning til, at udvalget drøftede, hvordan yngre læger kan virke mere usikre end tidligere og dermed kræver en anden uddannelsesindsats end førhen. Det er samtidig generationsspecifikt, at de yngre læger søger fællesskabet og har brug for at opleve sig som værdifulde og arbejdet som meningsfuldt.
3. Nyt fra VUS
Sagsfremstilling
Punktet er til skriftlig orientering. Udvalget er velkommen til at stille opklarende spørgsmål.
Vejledningsappen har ændret navn til Godvejledning.dk (marts 2022)
Mange uddannelseslæger og vejledere har haft glæde af appen "Vejledning", hvor vigtige dokumenter og links med betydning for den postgraduate videreuddannelse er samlet. Denne app erstattes nu af hjemmesiden godvejledning.dk. Første gang du går ind på hjemmesiden på din mobil, får du mulighed for at tilføje til din hjemmeskærm – hvorefter den fungerer fuldstændig som en app.
Hjemmesiden er opbygget som den gamle app, og du kan her finde oplysninger om samtaler, dokumenter, undervisning, kompetencevurdering og karrierevejledning af betydning for KBU, intro- eller hoveduddannelse.
Der er vedhæftet en one pager, der kan udskrives eller videregives til vejledere og uddannelseslæger.
Midler til sprogundervisning til udenlandsk uddannede læger (april 2022)
I Region Midtjylland er det muligt at søge om 10.000 kr. til medfinansiering af et sprogforløb for uddannelseslæger. Afdelingen skal selv betale det resterende beløb. Det er en betingelse, at de kommunale sprogtilbud er opbrugt og at enhedens uddannelseskoordinerende overlæge har godkendt forløbet. Afdelingen vælger selv udbyder. Ved interesse for ordningen kan man kontakte Maja Bertz eller Kasper Hedegaard Clausen i VUS og høre nærmere.
Der findes ikke et lignende tilbud med centrale midler i Region Nordjylland, men der er muligheder for medfinansiering til lignende forløb på de enkelte enheder.
Baggrundsnotat (September 2022)
Region Midtjylland har udarbejdet notatet "Baggrundsdata til vurdering af efterspørgsel efter speciallæger og speciallægevækst". Notatet er opdateret september 2022 og er gældende for Region Midtjylland (se følgende to bilag: "Baggrundsnotat - 2022" og "Bilag til baggrundsnotat - 2022").
Besatte og ubesatte hoveduddannelsesforløb (Oktober 2022)
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om besatte og ubesatte hoveduddannelsesforløb for Videreuddannelsesregion Nord for andet halvår 2022 og hele 2022 inkl. fleksforløb (Se bilag: Indberetning H-stillinger 2. halvår 2022 + 2022 samlet VUR Nord). Tallene for 2022 i Videreuddannelsesregion Nord kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk. Tallene kan bl.a. bruges som et redskab til karrierevejledning af uddannelsessøgende.
Opslåede og besatte introduktionsstillinger (Oktober 2022)
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om opslåede og besatte introduktionsstillinger for Videreuddannelsesregion Nord for 2022 (Se bilag: Indberetning af introduktionsstillinger 2022). Tallene for 2022 i Videreuddannelsesregion Nord kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk
Beslutning
Sanne orienterede om nyt fra VUS, herunder om den nye hjemmeside uddannelseslæge.dk.
Brugerne kan i starten opleve behov for justeringer i systemet. Teamet bag hjemmesiden arbejder på højtryk og vil i opstarten prioritere de væsentligste funktioner og dernæst "skønhedsfejlene".
Bilag
4. Rekruttering til specialet - opfølgning fra seneste møde
Det indstilles,
at | afdelingerne fortæller om responsen, da de præsenterede de konkrete idéer for egen gruppe af både speciallæger og yngre læger |
at | afdelingerne redegør for, hvilke/hvordan de konkrete idéer til rekrutteringtiltag er omsat til virkelighed. |
Sagsfremstilling
Referat fra seneste møde 31. maj 2022
Anette indledte workshoppen og Bertil fra Videreuddannelsessekretariatet holdt oplæg og guidede gruppen af UAO'er, yngre læger og ledende overlæger igennem en arbejdsproces, hvor slutproduktet var konkrete tiltag og refleksioner, der kan understøtte målsætninger i relation til rekruttering.
Gruppe 1: Stinne Kvist, Birgitte Bang, Lotte Lange, Petra Rössel
Formål: at gøre specialet mere synligt
Konkrete tiltag/refleksioner, der understøtter målsætningen:
- Vi skal alle gøre os mere synlige i afdelingen.
- Det er vigtigt at fortælle, hvad man laver som professor, forsker, leder osv.
- Når vi er glade og begejstrede for specialet og de gode forløb vi giver patienterne, så er vi gode rollemodeller.
- De unge læger har brug for meget feedback (ikke tilfredse med at intet nyt er godt nyt).
- Det er vigtigt at involvere de yngre både i det sociale og det faglige.
- Løb den DHL-stafet! Det er sjovere at komme på arbejde, når man har grillet pølser sammen.
- Gruppen vil tage emnet op på speciallægemøderne og som et tema i uddannelsesteamet.
Gruppe 2: Krista Kjærgaard, Anette Bagger, Maja Johanne Eliassen, Katrine Overgaard Bech
Formål: storytelling, at skabe en fortælling om specialet, der svarer til virkelighedens verden med det formål at give større kendskab til specialet og derigennem øge rekrutteringen
Konkrete tiltag/refleksioner, der understøtter målsætningen:
- Der skal gøres op med negative fortællinger om manglende slutstillinger.
- Det er vigtigt at være rollemodeller og huske på, hvorfor lige netop nefrologien er den gruppe af læger, som vi helst vil tilhøre.
- Det er vigtigt at understøtte den kollegiale trivsel.
- Ønskeligt fremtidsscenarie: det er almen kendt, at der er ligelig prioritering mellem klinik, uddannelse og forskning, der er en god fordeling mellem mænd/kvinder i specialet, større samarbejdsflade med andre specialer, og et fokus på nye behandlinger i takt med at de udvikles.
- De medicinstuderende skal have et mere italesæt billede af nefrologien – vi vil gerne gøre dem interesserede for eksempel ved at engagere dem i små projekter.
- DNS hjemmeside er forsømt og giver indtrykket af et støvet speciale.
- Vi vil være et populært speciale, så der bliver rift om stillingerne
Gruppe 3: Tilde Kristensen, Bodil Hornstrup, Mette Thrane Øhrstrøm, Line Grønbæk Andersen, Dorte Jensen
Formål: onboarding – hvad kan specialet gøre for dig?
Konkrete tiltag/refleksioner, der understøtter målsætningen:
- Der foregår en masse ubevidst onboarding – vi skal være mere opmærksomme på, hvad vi kan tilbyde.
- Hvordan får vi fat i de kommende ansøgere fra de steder, hvor der ikke er nefrologer?
- Karrierevalgsdage – hvordan præsentere vi os som speciale? Vi skal give et godt indtryk!
- Er det nødvendigt med 50 ansøgere til 10 stillinger? Eller ønsker vi bare at få det antal, vi skal bruge, som vi kan "pleje" indtil vi skal bruge dem.
- Vi ønsker ikke et topkompetitativt speciale – vi skal bare bruge gode ansøgere nok til at besætte stillingerne + et lille overskud.
Beslutning
Afdelingerne redegjorde for, hvordan de har brugt workshoppen som afsæt for at tale om rekruttering i egen afdeling:
Aarhus Universitetshospital
Ina fortalte, at det seneste 3-timers møde har haft karrierevejledning som tema, da de yngste KBU-læger på afdelingen gav udtryk for, at de manglede information om, hvorfor nefrologerne havde valgt lige netop nefrologien og ønskede at vide mere om nefrologernes motivation og vej ind i specialet.
Aalborg Universitetshospital
Afdelingen har været begunstiget af, at det er lykkedes at ansætte mange i-læger.
Afdelingens ledende overlæge deltog i workshoppen og har på den baggrund prioriteret, at i-lægerne er med i ambulatorie og får mulighed for at deltage i en del af de nefrologiske møder, hvor de tidligere havde mere stuegangsfunktion. Ved travlhed bliver det nu i højere grad prioriteret, at de yngre læger bliver i deres uddannelsesfunktion.
Det går generelt rigtig godt på afdelingen. Der er fokus på arbejdsplanlægning og afdelingen har desuden ansat en professor i specialet, som er utrolig arbejdsom og giver meget til faget. Derudover er afdelingen bemandet af sociale folk, der gerne deltager i julefrokost, vinsmagning og andre sociale arrangementer. Pt. er akutmodtagelsen det største benspænd for rekruttering til specialet.
Regionshospitalet Gødstrup
Workshoppen har sat tanker i gang om, hvad yngre læger kommer med af forventninger, og der bliver i højere grad gjort en indsats på afdelingen for at afstemme forventninger og komme de uddannelsessøgende i møde. Jesper fortalte, at workshoppen for ham personligt har givet anledning til en anden tilgang til nye læger - eksempelvis et øget fokus på relationer og øget brug af feedback, for at løfte dem endnu mere i uddannelsen og skabe mening for dem. Eksempelvis har Jesper haft siden mødet haft 14 læger til julefrokost hjemme i spisestuen.
Derudover er afdelingen i gang med at forberede inspektorbesøg, hvilket øger motivationen for at arbejde med uddannelse.
Regionshospitalet Viborg
Afdelingen har længe haft mulighed for at tilbyde uddannelsesdage på afdelingen for interesserede uddannelseslæger og fortsætter med dette.
Der bliver samtidig gjort en indsats for at spotte og tiltrække de i-læger, der kunne være interesseret i nefrologien, fordi det kan være svært at gøre nefrologien synlig i en stor medicinsk afdeling.
5. Forventninger til uddannelsesudvalgsmøderne/specialets PKL
Sagsfremstilling
Som ny PKL ønsker Dorte input til uddannelsesudvalgsmødernes form og indhold, samt en forventningsafstemning om rollen som PKL.
Beslutning
Udvalget gav emneforslag til kommende møder:
- Hvordan kan vi tilrettelægge uddannelsen, så det matcher de nye generationer?
- Kompetencevurderingsmetoder
- Ny målbeskrivelse (ifm. revision af lægelig videreuddannelse)
Der var ønske om, at flere yngre læger fra specialet deltager i møderne. Det blev aftalt, at Dorte og Sanne sender en mail ud til afdelingerne og beder om mailadresser på de yngre læger, der skal inviteres med til møderne. Sanne vil gerne være ansvarlig for løbende at opdatere listen på baggrund af meldinger fra afdelingerne - husk derfor at give besked når en ny overtager posten.
6. Uddannelsesinitiativer
Det indstilles,
at | afdelingerne orienterer om status på uddannelsen og giver et eksempel på et konkret uddannelsesinitiativ, der kan være til inspiration for de øvrige afdelinger |
Beslutning
Uddannelsesudvalget talte om konkrete uddannelsesinitiativer på afdelingerne.
Aarhus og Viborg har netop haft inspektorbesøg og dermed stort fokus på uddannelsen. Det blev aftalt, at begge afdelinger fremlægger deres inspektorrapporter ved næste uddannelsesudvalgsmøde.
Specialevalgsdag 2022
Krista og Dorte orienterede om Specialevalgsdagen 2022, hvor Krista og to yngre læger repræsenterede specialet. Der var quiz, rød saftevand i blodpose og udadvendte mennesker på standen.
Alt i alt en rigtig god dag, hvor specialet fik kontakt til flere interesserede yngre læger.
Der er mulighed for videreudvikle konceptet, så det involverer eksempelvis tilbud om en uddannelsesdag i specialet, noget med en QR-kode, powerpoint med uddannelsesrelevante og sjove billeder eller et so-me initiativ.