Arbejdsmedicin - Uddannelsesudvalg 21. januar 2021 (Referat)
Om uddannelsesudvalget
Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.
Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.
Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.
I udvalget finder du altid:
- PKL (formand)
- Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger
- Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen
- Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.
Dagsordener og referater
- Udvalg: Arbejdsmedicin - uddannelsesudvalg
- Mødedato: 21. januar, 2021 kl. 09:00
- Mødested: Virtuelt
Pkt. tekst
1. Velkomst og godkendelse af dagsorden
Beslutning
På grund af forsamlingsrestriktioner i forbindelse med Covid-19 blev det besluttet at holde et kort virtuelt møde med en løs overordnet dagsorden.
Dagsorden til mødet:
1.
Nyt fra PKL
2.
Nyt fra afdelingerne
3.
Rekruttering – ingen ansøgere til HU stillinger
4.
Orientering fra arbejdet med revision af den lægelige videreuddannelse
5.
Eventuelt
2. Nyt fra PKL
Beslutning
Der var ikke en masse nyt på uddannelsesområdet, idet rigtig meget fokus havde været på håndtering af Covid-19 eller var blevet aflyst/udsat som følge af Covid-19.
PKL Anette Kærgaard orienterede om, at hun havde hørt om bekymring blandt de uddannelsessøgende yngre læger om udfordringerne med uddannelse under en Covid-19 pandemi.
3. Nyt fra afdelingerne
Sagsfremstilling
Hver afdeling orienterer om uddannelsesmæssige problemstillinger og nye uddannelsestiltag fra afdelingen.
Beslutning
Fra Hospitalsenhed Vest blev der orienteret om, at der pt. er en intro og at der nu kommer tre HU læger i deres sidste år. En overlæge stopper og en overlæge har fået arbejde i syd, men der kommer mange uddannelseslæger, og det bliver rigtig godt. Enheden er planlagt til at flytte til det nye hospital december i år eller januar 2022. Der er mange onlinemøder, men nogle enkelte grupper er med fremmøde. Der arbejdes med at lave en "flyver supervisor", som kan kaldes ind. Så ved de uddannelsessøgende hvem de kan kalde på og supervisoren kan prioritere tid. På fredage er prioriteret tid til gennemgang.
Fra Aarhus Universitetshospital blev der orienteret om, at der er et godt flow i undervisningen, der afholdes tre-timers møde og der er nogle gode forløb med undervisning. Noget af det der er udfordrende, er at komme på virksomhedsbesøg. Vi har kontaktet, dem der ligger lige i nærheden, for at afprøve forskellige muligheder. Der er nogle udfordringer uddannelsesmæssigt med supervision, når supervisoren ikke er lige ved siden af. For øjeblikket er det organiseret med at have et møde om ugen, og så bruger man sin hovedvejleder. Afdelingen får også to medicinstuderende, programmet skal prøves til, og der er lidt udfordringer på grund af coronarestriktioner.
Fra Aalborg Universitetshospital blev der orienteret om, at de meget gør tingene ligesom beskrevet fra Hospitalsenhed Vest. Forskere er hjemme, og klinikerne møder frem. Personalesituation er, at der er en speciallæge, der rejser. Afdelingen slår en uddannelsesansvarlig op nu og den ledende overlæge bliver et år mere. Der planlægges med opslag af ledende overlægestilling, to ekstra psykologer, to sekretærer og en halv læge. Afdelingen er ved at gøre klar til flytning – det bliver en mellemflytning i 2022, og så ud på det nye i 2026. Lige nu får afdelingen lige så mange patienter, så der er ingen nedgang i patienter som følge af Covid-19. Lægeuddannelsen i Region Nordjylland bliver lavet om, så vi får ikke læger ud, som vi plejer. Vi tager i stedet ud og underviser, og vi har en uges undervisning i grove træk. Det bliver helt til slut i studiet, hvor de har et modul, der hedder noget i retningen af "læge i samfundet".
4. Orientering fra arbejdet med revision af den lægelige videreuddannelse
Beslutning
PKL Anette Kærgaard orienterede om, at specialet er repræsenteret i revisionsarbejdet. Der er udsendt en kort status. Det påkalder sig naturligt stor opmærksomhed, at det er blevet nævnt som et forslag, at specialerne arbejdsmedicin og samfundsmedicin eventuelt kan slås sammen.
Der var en kort drøftelse af dette og af den proces, der ligger i den kommende tid.
5. Rekruttering - ingen ansøgere til HU stillinger
Beslutning
De seneste ansættelsesrunder har der været meget få ansøgere (eller ingen ansøgere til HU stillingerne i specialet).
Tidspunkt | Antal opslag | Antal ansøgere |
1. halvår 2021 | 2 | 0 |
2. halvår 2020 | 1 | 0 |
1. halvår 2020 | 3 | 1 |
2. halvår 2019 | 1 | 0 |
1. halvår 2019 | 2 | 2 |
Der var en kort drøftelse af udfordringerne herunder såvel fødekæden frem til HU stillingerne (besættelse af I-stillinger) og også karrieremulighederne efterfølgende (der skal være afdelingslægestillinger).
Fra Aarhus Universitetshospitals side blev det nævnt, at de har udfordringer med at slå flere introstillinger op pga. økonomi. Dette medførte en drøftelse af, om det i Region Midtjylland er muligt (måske i en periode), at flytte finansiering fra Hospitalsenhed Vest til Aarhus Universitetshospital, hvis ikke der er søgning til introstillingerne i vest. Dette skal afklares nærmere og godkendes ledelsesmæssigt, hvis aktuelt.
6. Eventuelt
Beslutning
Der blev fra Videreuddannelsessekretariatet spurgt ind til status på dialog med de reumatologiske afdelinger i Region Nord. Der var ikke afgørende nyt, da der havde været udfordringer med at få aftalt møder.
Der blev fra Videreuddannelsessekretariatet spurgt til lidt feedback på oplevelsen i arbejdsmedicin på det at have kliniske ansættelser, og om de skal være faste eller skal aftales konkret i hvert uddannelsesforløb. Der var bred enighed om, at man er glade for, at de tre ligger fast, og så har vi de 6 måneder som "frit" til at tone sin specialisering. Der var enighed om, at tiden (og de økonomiske forhold) var løbet fra de meget "løse" forløb, hvor uddannelseslægerne i større omfang skulle ud og aftale kliniske ansættelser.
7. Deltagere
Sagsfremstilling
Deltagere:
Anette Kærgaard - PKL - Hospitalsenheden Vest (formand)
Ane Marie Thulstrup - Aarhus Universitetshospital
Mette Lausten Hansen – Aarhus Universitetshospital
Sigve Christensen - Aalborg Universitetshospital
Bertil Selde Krogh - Videreuddannelsessekretariatet (referent)
Afbud:
Sorosh Tabatabaeifar - yngre læge i specialet