Information om ændringer i din introduktionsuddannelse fx i forbindelse med barsel, orlov, deltid og fravær.

Generelt om ændringer i uddannelsen

I løbet af dit uddannelsesforløb som speciallæge kan der indtræffe begivenheder, der gør det nødvendigt at ændre på forløbet. Det kan f.eks. være barselsorlov, orlov til forskning eller længere sygdomsforløb. Hvad du skal gøre i den forbindelse afhænger af, hvor du er i dit uddannelsesforløb.

I forbindelse med ændringer, skal du være særligt opmærksom på disse to regler fra bekendtgørelsen:

  • 6 måneders kravet (se bekendtgørelsen §12, stk. 4). For at et uddannelsesforløb skal kunne godkendes, skal det som udgangspunkt være på minimum 6 måneders sammenhængende uddannelse. Barselsorlov gælder ikke som en afbrydelse.
  • To-stedskravet (se bekendtgørelsen § 8, stk. 3). Det er et krav, at din hoveduddannelse skal indeholde to ansættelsessteder, hvor hver ansættelses skal være på minimum 12 måneder. De to ansættelsessteder skal være inden for specialet.

Deltagelse i kurser under barsel

Der er mulighed for at deltage i kurser under barsel. Deltagelsen skal aftales med den afdeling, du ville være ansat på, hvis du ikke var på barsel.

Hvis afdelingen accepterer kursusdeltagelsen skal du orientere Videreuddannelsessekretariatet, der laver en opdateret uddannelsesaftale til dig.

Deltagelse i kursus under barsel anses som en midlertidig genoptagelse af arbejdet. 

Specifikt om ændringer i introduktionsuddannelse

Når du er under introduktionsuddannelse, skal de fleste ændringer aftales direkte med din arbejdsgiver. Du behøver kun at inddrage Videreuddannelsessekretariatet, hvis du ønsker at være på deltid i en periode.

Hvis du er introduktionslæge i Almen medicin skal Videreuddannelsessekretariatet have besked ved alle ændringer der berør dit ansættelsesforhold, herunder blandt andet barsel, orlov mm.

Deltidsstilling

Introduktionsuddannelsen foregår som udgangspunkt på fuld tid. Under særlige betingelser kan dele af uddannelsen dog være på deltid. Deltidsansættelsen kan finde sted i forbindelse med delvis genoptagelse af arbejdet efter barselsorlov, på grund af særlige, personlige forhold eller i forbindelse med forskning.

Læs mere om deltidsansættelser på Retsinformation

Procedure

Aftale om deltid indgås med den afdeling du er ansat på.

Forlængelse af forløb på grund af fravær

Hvis du er fraværende i mere end 10 % af tiden i et delforløb, skal din ansættelse forlænges svarende minimum til dit fravær. Fravær er for eksempel sygdom, omsorgsdag, barnets sygedag eller kurser, der ikke er en obligatorisk del af uddannelsen. Ferie regnes ikke som fravær. 

Når afdelingen underskriver din attestation for tidsmæssigt gennemført uddannelseselement, bekræfter de, at dit fravær er under 10 %.

Udregning af fravær

Til udregning af fravær bruger vi i Videreuddannelsessekretariatet en model, der opererer med hele antal dage. I modellen er der 30 dage på en måned og 360 dage på et år. Da du maksimalt må være fraværende i 10 % af tiden, betyder det, at du højest må have 36 fraværsdage på et år, før du skal forlænges. 

Hent skema til beregning af erstatningsansættelse (Excel-dokument)

Der gælder de almindelige arbejdsmarkedsregler i forhold til fravær. Det betyder, at hvis du melder dig syg fredag og rask igen onsdag, tæller både fredag, lørdag, søndag, mandag og tirsdag som fraværsdage. Det gælder også selvom du ikke havde planlagt tjeneste mellem fredag og onsdag.